Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ordens- og adfærdsregler for 6-9. klasse på Hanssted Skole

Ordens- og adfærdsregler for 6-9. klasse på Hanssted Skole

Formål

Vi ønsker en skole, hvor vi alle – børn som voksne – oplever, at vi er en værdifuld del af et stærkt positivt fællesskab, hvor vi hver især bidrager med det, som vi kan til gavn for fællesskabet. Vores skole skal være et trygt og rart sted at være for os alle, så vi har rigtig gode rammer for at trives og udvikle os.

Derfor har vi sammen fastsat følgende regler:

1: Vi møder til tiden og er forberedte.
2: Vi møder hinanden med respekt, positive forventninger og uden fordomme.
3: Vi taler pænt til hinanden (både fysisk og digitalt).
4: Vi respekterer hinanden, vi lytter til hinanden, og vi hjælper hinanden.
5: Vi behandler hinanden godt, og vi er bevidste om, at et nej er et nej og lytter, når andre siger stop.
6: Vi behandler skolens og andres ting ordentligt, og vi indrømmer og siger undskyld, hvis vi kommer til at ødelægge noget. Vi er bevidste om, at en undskyldning ikke kan stå alene. Derfor ændrer vi også adfærd, når vi har opført os uhensigtsmæssigt.
7: Vi gør vores bedste for at deltage aktivt og positivt i skolens aktiviteter og hjælper med at få alle med.
8: Vi rydder op efter os selv og sætter vores stole op, når skoledagen er slut. Vi tager ansvar, når vi har tjansen med at være ordensdusk. Lærerne hjælper os med at huske på, hvem der er duks i klassen.
9: Vi overholder klassens regler.
10: Vi er uden for i pauserne, medmindre ledelsen konkret har tilladt os at være inde.
11: Vi er en mobilfri skole, jf. skolens mobilpolitik. Derfor har vi ikke adgang til en mobiltelefon i løbet af skoledagen, medmindre det undtagelsesvist er aftalt med klassens lærere.
12: Tobaksprodukter (med og uden nikotin), energidrikke og alkohol er ikke tilladt i skoletiden. Slik, chips og lignende skal pakkes væk, når du kommer til skolen (dog undtaget fejring af fødselsdage og juletiden). 13: Vi accepterer ikke mobning eller anden uhensigtsmæssig sårende adfærd, og vi handler efter skolens antimobbe-strategi, så alle elever oplever sig positivt mødt som en del af vores fællesskab.

For god ordens skyld bemærkes, at lærerne i de enkelte klasser til enhver tid kan fastsætte yderligere regler for at understøtte klassens trivsel og fællesskab.

Konsekvenser:

Hvis du ikke følger skolens regler og almindelig god opførsel, så din opførsel har negative konsekvenser for andre elevers og/eller ansattes trivsel, så kan skolens ledelse ud fra en samlet vurdering beslutte at iværksætte foranstaltninger, jf. bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen. I særligt alvorlige tilfælde (bl.a. ved vold og/eller truende adfærd), kan der ske bortvisning i op til 10 skoledage. Ved bortvisning er der altid en samtale med forældre og eleven.