Kære Børne- og Ungdomsforvaltning 6. december 2021
Tak for jeres e-mail af 29. november 2021, hvor I – med høringsfrist den 6. december 2021 – anmoder skolebestyrelsen om bidrag til jeres svar på følgende medlemsforslag fra Venstre fremsat på Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 25. november 2021:
”At Børne- og Ungdomsforvaltningen – i det tilfælde, at der ikke er plads eller økonomi afsat til en genhusning af hele Hanssted Skole på én eller flere af de nævnte lokationer – fremlægger en vurdering af, hvilke afdelinger af skolen, der mest hensigtsmæssigt genhuses på hhv. en eller flere af de pågældende lokationer og Otto Busses Vej (OBV) efter dialog med skolens ledelse og skolebestyrelse samt en plan for kompensering for manglende undervisning på anden måde end undervisning i busserne, hvis dele af skolen skal fragtes til Otto Busses vej.”
1. Indledning af reel undersøgelse af muligheder for en lokal genhusning
Skolebestyrelsen har noteret sig, at spørgsmålet hviler på den præmis, at Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) nu skal foretage en reel undersøgelse af mulighederne for en lokal genhusning af Hanssted Skole. Forslaget står herved i modsætning til BUFs hidtidige udgangspunkt, hvorefter eleverne – under den estimerede genhusning på godt 11⁄2 år – hver dag i hhv. morgen og eftermiddagstravlheden skal fragtes 7,1 km til midlertidige pavilloner i anden bydel (Jernbaneterrænet i Sydhavnen), og at tiden til denne transportøvelse skal fragå i elevernes undervisningstid, og at eleverne herudover løbende skal fragtes tur/retur til al undervisning i faglokaler (dvs. fagene: kemi, fysik, biologi, billedkunst, musik, idræt, madkundskab samt håndværk og design), da skolens fagfløj ikke renoveres.
Som motivation for forslaget har Venstre anført, at BUF ikke har præsenteret BUU for en reel undersøgelse af mulighederne for en lokal genhusning. Skolebestyrelsen bemærker, at dette er situationen, uanset vi ved høringssvar af hhv. 9. juli og 17. september 2021 og på møder af hhv. den 19. august og 30. september 2021 helt entydigt – og med opbakning fra alle skolens kontaktforældre – har udtrykt ønske herom, navnlig henset til at genhusningen sker på bagkant af de seneste coronaår, hvor eleverne har mistet rigtig meget undervisning pga. hjemsendelser, nødundervisning mv. – og skolen derfor p.t. arbejder hårdt på at indhente det forsømte.
2. Rammesætning af svar
Skolebestyrelsen skal indledningsvist bemærke, at BUF ved henvendelsen af 29. november 2021 ikke ses at have taget skridt til i øvrigt at inddrage bestyrelsen i de af medlemsforslaget fordrede nye undersøgelser af mulighederne for en lokal genhusning. Bestyrelsen har derfor ikke kendskab til, hvilke undersøgelser der p.t. er igangsat, og om – og i givet fald i hvilken udstrækning – BUF er lykkedes hermed, herunder om BUF har taget skridt til at afdække andre lokale muligheder. Vi vil meget gerne involveres i dette løsningsspor, så vi sammen kan lykkes med at opnå et grundigt afdækket beslutningsgrundlag til BUU og en stærk lokal genhusning – præcis som det er lykkes for vores naboskoler (Ålholm Skole og Harrestrup Å Skole).
Vi skal derfor på ny appellere til, at I her bruger den af Borgerrepræsentationen udmeldte model for Københavnerinddragelse (marts 2019) samt Strategien for Børn og Unge i København (2019/2021) og involverer os aktivt!
Vi erindrer for god ordens skyld om, at københavnermodellens fem principper betyder, at københavnerne kan forvente, at ”Københavns Kommune altid bestræber sig på at skabe en tidlig, tydelig, engagerende og mangfoldig dialog sammen med københavnerne om kommunale kerneopgaver”, og det eksplicit fremgår af publikationen (s. 8), at dette også gælder skolebyggesager og behovsafklaring og bl.a. sker ved inddragelse
af skolebestyrelser og forældre. Tilsvarende inddragelsesramme fremgår af Strategien for Børn og Unge i København (s. 7), hvorefter ”inddragelse skal styrkes gennem ...dialog, samskabelse og reel inddragelse af forældre og skolebestyrelser”.
Som skolebestyrelse genkender vi desværre på ingen måde udmeldingerne i Københavnermodellen og Strategien for børn og unge i København i vores oplevelse af processen omkring Hanssted Skoles genhusning. Det, synes vi, er meget ærgerligt. Vi er nemlig enige i, at de bedste løsninger findes i dialog, samarbejde og ved reel inddragelse. Vi skal derfor på ny appellere til, at BUF rækker ud og aktivt genbesøger beslutningsgrundlaget og inddrager os i afdækningen af muligheder for at finde en god lokal genhusningsmodel. Vi vil nemlig rigtig gerne tænke med.
En lokal genhusning ligger os rigtig meget på sinde, da eleverne i skoleårene 2019/2020 og 2020/2021 har mistet utrolig meget undervisning pga. coronasituationens hjemsendelser, nødundervisning mv. Vi har derfor ikke mere undervisningstid at give af. Vi ser en lokal genhusning som den eneste løsning, der reelt kan sikre, at vores elever faktisk opnår de undervisningstimetal, som Folketinget har bestemt er nødvendige ift. at indfri folkeskolelovens Fælles Mål, jf. folkeskolelovens § 16 . Vi skal her henvise til, at minimumstimetallene fremgår af lovens bilag 1, og at timetallene opgøres i klokketimer, og at pauser ikke indgår heri, jf. folkeskolelovens § 16, stk. 4.
Vi er meget taknemmelige for, at bl.a. Venstre, Enhedslisten og SF har set og åbent konstateret, at BUF reelt ikke har undersøgt mulighederne for en lokal genhusning – og at partierne aktivt har peget på, at en lokal genhusning fx kan ske ved brug af 1) Brandstationen på Hanssted Vej, 2) Vigerslev Parken eller 3) Arealet på hjørnet af Maribovej og Nystedvej.
3. Vi tænker i løsninger – og vi gør det gerne sammen med jer ...
Vi er i skolebestyrelsen samarbejdsorienteret og optaget af at finde praktiske løsninger. Vi er ikke bundet af en bestemt geografi eller lokalitet. Vi medgiver, at der sagtens kan være løsninger i Valby, som vi p.t. ikke er opmærksomme på. Vi tænker, at BUF og TMF – som led i forvaltningens oplysning af sagen – er nærmest til at oplyse BUU om de mange lokale muligheder, som her kan være i spil, evt. ved inddragelse af Valby Lokaludvalg. Fra skolebestyrelsens side kan vi bl.a. pege på følgende muligheder:
-
Genhusning på Hanssted Skole, dels i skolens fagfløj som ikke er omfattet af helhedsrenoveringen, dels ved brug af midlertidige pavilloner på skolen (denne mulighed er undersøgt og vurderet realiserbar ved rapport præsenteret af BUF på et skolebestyrelsesmøde den 7. juni 2021).
-
Genhusning i Hanssted Skoles fritids-og klubtilbud placeret i umiddelbar tilknytning til skolen.
-
Genhusning ved brug af områdesamarbejder med naboskoler (fx Ålholm Skole, Harrestrup Å Skole, Valby Skole og Vigerslev Allé Skole) eller skoler i nærområdet (Damhusengens Skole og Katrinedals Skole) eller i Hvidovre Kommune (fx Holmegaards Skole, som ligger i gåafstand fra Hanssted Skole).
-
Genhusning ved brug af lokaliteter tilknyttet klyngestrukturen for Hanssted Skoles fritids- og klubtilbud (fx fritidsinstitutionen ved Ålholm Skole/Akeleje eller Hoffet Fritids- og Ungdomsklub, Fritidscenter Ydre Valby).
-
Brandstationen på Hanssted Vej skråt over for Hanssted Skole (p.t. indrettet som brandskole med tilhørende undervisningslokaliter, som senest er anvendt af Hanssted Skole i skoleåret 2020 som led i corona-undervisning. Disse skolelokaler står p.t. tomme og ses først disponeret til anden side om ca. 16 måneder, hvor de skal ombygges til et plejehjem. Løsningen er således ”plug & play”- realiserbar og ses alene at forudsætte en godkendelse fra Københavns Kommune selv).
-
Genhusning i pavilloner ved Torveporten i Valby (denne mulighed er lanceret af BUF ved høringsbrev af 3. september 2021).
-
Midlertidige pavilloner på det ubebyggede grønne område på hjørnet af Maribovej og Nystedvej.
-
Midlertidige pavilloner på det ubebyggede grønne område Harrestrupvang på Vigerslevvej.
-
Midlertidige pavilloner i Vigerslev Parken, som er under omlægning.
-
Midlertidige pavilloner på Damhusengen.
-
Midlertidige pavilloner i Kulbaneparken v/ Retortvej/Vigerslevvej.
-
Midlertidige pavilloner i Valbyparken.
-
Genhusning ved delvis brug af Valby Kulturhus på Toftegaards Plads.
-
Genhusning ved brug af Solterrasserne (lokalerne bliver ledige foråret 2022 efter genhusning af
Mændenes Hjem i 2021).
-
Genhusning ved brug af Rytterskolen (det tidligere Valby Bibliotek) over for Spinderiet v/Valby
Station. Rytterskolen har tidligere været under overvejelse som Alkohol-og Stofambulatorium (Misbrugscenter). Denne lokalitet er placeret et enkelt togstop fra Hanssted Skole, som ligger ved Danshøj Station.
-
Brug af lokaliteter i det nedlagte Johannes Skoles Private Gymnasium på Frederiksberg, som ligger i gåafstand fra Hanssted Skole.
For god ordens skyld bemærkes, at BUF på møde af 30. september 2021 (se godkendt mødereferat) samt ved e-mail af 19. november 2021 har udtalt, at der 1) ikke har været nogen decideret myndighedsbehandling ift. undersøgelse af en lokal genhusning af Hanssted Skole, da en sådan undersøgelse vil kræve en politisk beslutning, og 2) at der ikke har været nogen kontakt til de berørte grundejerforeninger eller andre om mulighederne for at opnå de godkendelser, som BUF i høringsbrev af 3. september 2021 har anført som forudsætning for en lokal genhusning.
4. Fordeling af elever, hvis alle elever ikke kan være på en lokalitet
Hvis BUFs afdækning af mulighederne for en lokal genhusning måtte vise, at det ikke er muligt at finde én enkelt lokal genhusningsløsning, som kan rumme alle Hanssted Skoles ca. 530 elever, er det bestyrelsens anbefaling, at dette ikke må stå i vejen for, at der findes en lokal samarbejdsløsning, hvor Hanssted Skoles elever fordeles på flere lokaliteter i Valby.
Vores anbefaling vil her være, at Hanssted Skole anvendes som en fælles samlende ramme for ledelse og lærerværelse som det faste udgangspunkt for medarbejderne for at tilgå al undervisning på en eller flere øvrige lokale genhusningslokationer.
Vores anbefaling er videre, at fordelingsnøglen i denne situation tager afsæt i, at skolens elever fordeles, så der tages størst mulig hensyn til, at elevene på de enkelte årgange genhuses sammen, og så følgende fire elevgrupper om muligt genhuses på én og samme lokalitet: 1) Børnehaveklassen, 2) Indskolingen (1-5. klasse) og udskolingen med hhv. 3) de ordinære udskolingselever (6-8. klasse) og 4) afgangseleverne (9. klassetrin).
Vi anbefaler, at en lokal samarbejdsløsning omkring eleverne udarbejdes med afsæt i:
1) At skoletilbuddet for den enkelte elev skal tage højde for, at skolegangen de seneste to skoleår har været kraftigt påvirket af corona-situationen med hjemsendelser, aflyst og omlagt undervisning, nødundervisning mv. Logistikken omkring undervisningstilbuddet skal derfor tage højde for, at
skolen i denne usædvanlige situation p.t. lægger mange ressourcer i at håndtere det sociale og
faglige efterslæb.
-
2) At en genhusning for alle elever sker lokalt og tæt på Hanssted Skole, så eleverne i videst muligt
omfang kan transportere sig selv til og fra skole og fritidsliv, jf. Transport og Tryghedsundersøgelsen
om kortlægning af elevers transportadfærd til brug for sundheds-, skole- og vejforvaltningen.
-
3) At alle elever skal sikres folkeskolelovens undervisningstimetal (minimumstimetal og vejledende timetal for fagene), jf. folkeskolelovens § 16 og lovens bilag 1.
-
4) At i hvert fald udskolingselever sikres adgang til Hanssted Skoles faglokaler, idet de er størstebruger af faglokalerne. Dette gælder i særdeleshed eleverne i 8. og 9. klasser, som i skoleåret 2021/22 skal til hhv. folkeskolens afgangsprøve og til folkeskolens prøver i valgfagene håndværk og design samt musik og billedkunst.
-
5) At elevernes undervisningstid ikke reduceres med tid til transport til andre genhusningslokaliteter, men at undervisningen skemateknisk tilrettelægges, så den én til én omlægges til de undervisningstimer, der indgår i elevernes nuværende skema med det formål at indfri folkeskolens undervisningstimetal. Vi har kraftigt brug for hver eneste undervisningstime, da eleverne i de seneste skoleår har mistet meget undervisning. Skolebestyrelsen har gentagne gange og senest på møde med BUF af 30. september 2021 efterspurgt forvaltningens opgørelse af, hvordan folkeskolelovens undervisningstimetal kan sikres ved en genhusning på OBV, så eleverne ikke skal veksle vigtig undervisningstid med ligegyldig transportid. BUF har ved e-mail af 19. november 2021 svaret, at ”der er mulighed for at anvende transporttiden som en undervisningsstøttende og dannende aktivitet”, og børne- og ungdomsborgmesteren ses den 12 november 2021 til TV2 Lorry at have udtalt, at ”det fint kan lade sig gøre at bruge tiden i bussen til for eksempel sanglege med de små eller øve tabeller med de lidt større.” Skolebestyrelsen oplever det her anførte svært foreneligt med Strategi for børn og unge i København (s. 2 og s. 14), hvor udmeldingen er, at Københavns Kommune vil give børn og unge ”de bedste muligheder for at lære, udvikle sig og trives”, og ”i den københavnske folkeskole skal det faglige og social miljø være motiverende og inspirerende for eleverne, og de skal trives, og blive så dygtige, som de kan. Høj faglighed i form af ... arbejdsmetoder og udtryksformer er en forudsætning for, at eleverne kan udvikle sig til innovative, dannede, demokratiske mennesker og udleve deres drømme.” Skolebestyrelsen er uenig i, at det rationelt giver mening at anse bustransport som en dannende aktivitet eller arbejdsmetode, som gør det muligt for eleverne at udfolde deres potentiale til at blive så dygtige, som de kan. Det er vores klare forventning, at BUU er enige med skolebestyrelsen heri.
-
6) At det sikres, at eleverne inden for de enkelte årgangsgrupperinger udsættes for færrest mulige daglige omstillinger og unødigt stressende situationer afledt af genhusningsmodellen. Dette er relevant for alle børn, men helt nødvendigt for børn med særlige behov.
-
7) At omlægning af skoletilbuddet ikke aktivt hindrer eleverne i deres fortsatte deltagelse i fritids-, sports-, musik- og klubtilbud til sikring af elevernes hele og varierede børneliv.
-
8) At det sikres, at der er mulighed for udendørs bevægelse i tilknytning til den valgte genhusning. Hvis alle elever ikke kan være på en lokalitet, kan fællesskabet understøttes ved, at skolen fx ugentligt arrangerer fælles og samlede aktiveter med udgangspunkt i en kendt lokal referenceramme (fx Vigerslev Parken som ligger i 2 minutter gåafstand fra skolen).
Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, er I meget velkomne til at tage fat i os. Med venlig hilsen
Skolebestyrelsens forældrerepræsentanter, Hanssted Skole